Tre generationer på Andreasskolen
En families fortælling om tryghed, fællesskab og gode minder. Når Andreasskolen i Holbæk fejrer sit 50-års jubilæum, er det ikke kun skolens historie, der markeres. For familien med Lene, hendes datter Lisbeth og barnebarnet Solveig er det også en fortælling om, hvordan én skole kan være en fælles historie mellem generationer. For dem har Andreasskolen ikke blot været et sted at lære - men et godt sted at være, vokse og høre til.
August 2025 af Susanna Engmose Delvin
Det naturlige valg
For mange år siden stod Lene og hendes mand med det klassiske spørgsmål: Hvor skulle børnene begynde i skole? Valget faldt hurtigt.
“Vi var ikke i tvivl, da vi kom ind på skolen og mærkede den dejlige stemning. Der var en velvilje og glæde, som bare gjorde, at vi følte os hjemme med det samme,” fortæller Lene.
Alle hendes tre børn begyndte på Andreasskolen, og kort tid efter blev hun selv spurgt, om hun ville arbejde på skolen. Det blev til omkring 20 år som både SFO-medarbejder, støtte for en pige med handicap og senere billedkunstlærer.
“Jeg oplevede det som en dejlig tid med gode kollegaer. Mange af dem er stadig nogle af mine nære venner. Det er en arbejdsplads, hvor man virkelig lærer hinanden at kende,” siger Lene.
At vokse op på skolen
Lisbeth, Lenes datter, gik på Andreasskolen fra 0. til 9. klasse. Hun husker især en god klasse, et stærkt fællesskab og mange trygge år.
“Vi havde en meget solid klasse, hvor ingen skiftede skole undervejs. Det sociale betød enormt meget. Vi blev sammen hele vejen op til 9. klasse, og det var noget helt særligt,” fortæller Lisbeth.
Hun husker ikke kun klassefællesskabet, men også lærernes engagement.
“Jeg oplevede lærere, der mødte op hver dag med et stort personligt engagement. Det var mere end bare et otte-til-seksten job. De interesserede sig oprigtigt for os,” siger hun.
At have den samme klasselærer gennem mange år skabte en stærk sammenhæng. “Jeg havde kun to klasselærere fra 0. til 9. klasse. Det gav en tryghed og stabilitet, som jeg stadig husker med glæde,” tilføjer hun.
Tryghed som arv
I dag har Lisbeth selv børn på skolen. Solveig går i 2. klasse, og hendes lillebror Olav er netop startet i 0. klasse. For Lisbeth var der aldrig tvivl om, hvor hendes børn skulle gå.
“Når man selv har haft en god skolegang, vil man gerne give det videre. Det var helt naturligt for mig at vælge Andreasskolen til mine egne børn,” siger hun.
Familien bor stadig i Holbæk, tæt på skolen, hvilket gør hverdagen praktisk og lokalt forankret.
“Når man selv har haft et dejligt børneliv et sted, vil man gerne kopiere det for sine egne børn. Og det har vi gjort både med valg af skole og lokalområde,” forklarer hun.
En barndom tæt på skolen
For Lene var det også vigtigt, at skolen lå tæt på. Det betød, at børnene selv kunne cykle og gå – en frihed, hun sætter pris på.
“Det var en stor tryghed, at børnene selv kunne gå til og fra skole. Og jeg synes stadig, det giver noget særligt, at børnene kan færdes frit i lokalområdet,” siger hun.
I dag henter hun stadig jævnligt børnebørnene fra skole, og det giver hende anledning til at møde tidligere kollegaer og mærke stemningen igen. “Man bliver altid glad af at komme herop,” smiler hun.
Den nye generation
Solveig selv er begejstret for sin skole. Hun lyser op, når hun fortæller om både undervisningen og fritiden:
“Jeg kan godt lide, at der er mange venner, og at man kan hygge sig med alle – også dem, man ikke er sammen med hver dag. Og så er lærerne bare rigtig søde,” siger hun.
Særligt billedkunst er et favoritfag. “Jeg kan godt lide det hele, men hvis jeg skal vælge, så er det sjovest at lege med ler,” fortæller hun.
Mormor Lene nikker genkendende – kreativitet har altid fyldt i familien.
” “Man bliver altid glad af at komme herop,”
En lille boble af tryghed
Når Lisbeth skal sætte ord på, hvad Andreasskolen har betydet, vender hun igen og igen tilbage til følelsen af tryghed.
“Det er som en lille boble. Når man ser tilbage, kan man tænke: Hold da op, hvor var det trygt. Men det er jo fantastisk, at man som barn fik lov til at vokse op i det miljø,” siger hun.
Hun mener, at det særlige sammenhold og den tætte kontakt mellem lærere, elever og familier stadig præger skolen i dag. “Alle kender alle, og det giver en stærk følelse af fællesskab,” tilføjer hun.
En skole med hjerte
For familien er der ingen tvivl om, at Andreasskolen er et sted, hvor relationer varer ved. Lene fortæller, hvordan mange af hendes tidligere kollegaer stadig er en del af hendes liv. Lisbeth oplever, at gamle klassekammerater nu sender deres egne børn på skolen. Og Solveig nyder at være en del af et fællesskab, hvor både venner og lærere betyder noget.
“Det hele hænger sammen på kryds og tværs. Lærere har ofte selv børn på skolen, og familier er forbundet gennem generationer. Det skaber en særlig kultur,” siger Lisbeth.
Et råd til kommende forældre
Når familien bliver spurgt, hvad de ville sige til nye forældre, der overvejer skolen, er svaret klart:
“Det er det bedste sted. Her får børnene et trygt miljø, stærke venskaber og lærere, der brænder for deres arbejde,” siger Lene og Lisbeth samstemmende.
Men de tilføjer med et smil, at man skal huske at skrive børnene op i god tid – for pladserne er eftertragtede.
En familiehistorie flettet ind i skolens
Når Andreasskolen runder 50 år, er det historier som denne, der viser, hvad en skole kan betyde. Ikke kun for de børn, der går der nu, men for familier og lokalsamfundet gennem generationer.
For Lene, Lisbeth og Solveig er Andreasskolen en del af deres livshistorie – et sted, hvor man føler sig hjemme, og hvor værdier som tryghed, fællesskab og engagement går i arv fra én generation til den næste.